09-12-2015

Som i alle andre familier har vi juletraditioner. Vi er alle hver for sig gode til noget. Min mor er god til ALT med blomster. Louise er god til at bage. Sandie og Allan er god til at lave sjov med f.eks. at sætte kødhakkeren op på fuld fart når vaniliekranse-slangerne skal komme ud. Jeg er god til at hygge om dem der bestiller noget. Jesper rydder hele dagen op efter os. Andrea deltager mere og mere for hvert år. I år er hun tæt på at være 3 år, og denne jul bliver måske den første hun kan huske. 

Min højt elskede og meget savnede mormor, Agnethe kunne det hele. En særlig diciplin var klejner. Komponere, ælte, rulle, skære, vride og koge. Sublimt. Jesper stod en overgang i lære hos hende, men kom aldrig rigtigt efter det. Måske fordi hun hele tiden sagde: Nej, nej ikke sådan. De skal i MENNESKEHÆNDER.

Ja hun er stadig med når vi bevæger os ind på hendes spidskompetencer. Når jeg med dejskraberen hælder dejen ud på køkkenbordet, så siger hun : Det hele skal med... o.s.v. Hun var den der samlede familen og huskede dem der sad yderst. Hun havde sociale kompetencer inden det hed sådan. Var rummelig, tolerant og næstekærlig.

Så sidder lille Andrea der og går på med krum hals. Intet er for svært. Hun tøver aldrig, men vil gerne prøve det hele, NU. Hun siger: Mine kager er til Bob. Bob er moster Laura, som ikke var med denne dag. Andrea havde bemærket det, uden at spørge til hvor Laura var. Så Andreas 3 små kager blev pyntet efter alle kunstens regler og overladt i min varetægt. Så kan jeg give dem til Bob når vi skal til Købanhavn i næste uge.

 

06-11-2015

Er der noget der kunne flimre min hjerne til og gøre mig hysterisk som barn og ung, så var det lyden af kvindelige operasangere. Altså vi taler nærdødsoplevelser, ud-af-kroppenoplevelser og hyperventilation. Grænsende til allergi. Og alligevel går det jo nøjagtigt som med kogte gulerødder. Det kommer med alderen. Ingen børn bryder sig om smagen af kogte gulerødder, og med næsten usvigelig sikkerhed, ændres smagsløgene så den selvsamme ting pludselig smager fra ok til fortræffeligt. 

Sådan gik det også med mig og de kvindelige operasangere. De første små skridt i den rigtige retning var da jeg i en samfundsfagstime på seminariet fik præsenteret en lille snas af en mandlig operasanger. Nesum dorma....og nu kan jeg ikke sætte navn på ham!! Men Asger, vores lærer spurgte ud over klassen om der var nogen der kunne fortælle hvem og hvad vi hørte. Han skraldgrinede da jeg rakte hånden i vejret og sagde: Jamen Berit, det ved du jo slet ikke. Det er ikke din stil. Meeeen. Jeg havde jo også set kaffereklamerne hvor den indgik og kunne kækt, til Asgers store overraskelse, svare helt korrekt. Så blev det sådan, at jeg kunne lide de mandlige stemmer, men kvinderne skreg stadig...ifølge min hørelse.

For ca. et år siden var Laura og jeg hos Birte Sahl en hel dag. Vi kom til at tale om det, og Laura var vældigt interesseret i Maria Callas. Min eneste kommentar var HRMPFF! Men den kloge Birte fortalte at man skulle lære at lytte. Og give sig tid.

På vej hjem i bilen fra nordjylland sad Laura og jeg så og hørte på Callas. Jeg var ikke overbevist men kunne godt lytte og høre melodierne i hvert nummer. Musikken var jo smuk.

Og nu her et år senere nyder jeg Maria Callas. Det er sikkert ikke helt uvæsentligt at jeg i mellemtiden har udviklet et seriøs grå manke. Men hun er i hvert tilfælde holdt op med det skrigeri. Nu synger hun skarpt, smukt, præcist og med stor indlevelse og nerve, så det driver tårerne frem i mine øjne. 

Om det er mig eller Maria er jeg ikke sikker på. Men hovedsagen er at jeg holder af at lytte til det. Så kan man spørge sig selv om det nu er nødvendigt at øve sig i at lytte, hvis man ikke kan lide det. NEJ, slet ikke. Men nøjj hvor bliver man snydt, hvis man ikke holder på.

Måske er naturen bare så viseligt indrettet at man i forskellige perioder passer til forskellige sammenhænge. Og det er i grunden smart og praktisk.

23-10-2015

Jeg har tidligere skrevet om slægtens kvinder. Den ældre slægt, hvor de fleste nu er afdøde. Og som modspil har vi så her nutiden og fremtiden. Man er kun rigtig rig, når man er rig på mennesker i slægt og netværk set med mine øjne. På dette foto er mine kvinder, eller i hvert tilfælde et ret vigtigt udpluk. 

Som kun et rigtigt efterår kan være, var denne dag, som i øvrigt var min fødselsdag varm, stille, kold regnfuld og blæsende. Og så er det allerbedst at være ved havet. I mange år søgte vi til vesterhavet på min fødselsdag, men denne gang gik turen til vestsjælland. Løbende næser, røde kinder og glade smil på stranden. Hjemme venter varm kaffe og kortspil.

Min mor, som nu er oldemor havde fri fra arbejde. Ja, hun er, trods sine 74år, utrættelig hvad arbejde angår. Så man kan stadig nyde godt af hendes fine sans for at arrangere blomster. Men netop disse dage var helliget os, og det var dejligt. Louise som er min ældste og første har udvidet familens kvindeflok med skønne Andrea. Andrea og oldemor konkurrerer om hvem af dem der kna få os alle til at grine, og det lykkedes da faktisk rigtigt godt. De er ret vilde med hinanden. Andrea sætter pris på at have en oldemor der er så sjov, frisk og rørig. 

I baggrunden har vi så de to sorte. Klædt i sort fra top til tå, går de to som siamesiske tvillinger og taler om alt muligt, lidt i behørig afstand fra os andre som altid. Til dagligt er de jo adskilt af flere hundrede kilometer, så de skal, når de ses nå at drille, diskutere, give lammere såvel som krammere. Laura og Sandie!

Denne fødselsdag har jeg brændt ind i min hukommelse som en af de rigtigt gode.

Mine...hvor er jeg heldig.

08-10-2015

Så blev det igen tid til en tur i NIRVANA med mine to legekammerater hvad strik angår. Denne tur var en slags trøst for at vi slet ikke havde tid til at være sammen og strikke sammen på Fanø. Det havde vi nu heller ingen ambitioner om, men trangen til at være sammen var stor og det var i sin tid godt tænkt at vi skulle afsted netop nu. 

Karen-Ditte havde den store flettede vasketøjskurv med fyldt til randen med supersoft og coast i alle farverne. Vi havde også alle små fnuldrede ideer med som vi hjælper hinanden med at folde ud og finpudse. Og for første gang nogensinde blev det tid til at gå en tur på stranden som er forbavsende tæt på. Vejret legede forår og vi måtte smide overtøjet. Og netop i dette lys kom ting og sager helt særligt til sin ret i det kolde våde sand. Musinger og tang. Men mest overraskende var nok tang. Se engang på dette foto hvor mange farver det der sorte tørre stikkende og ildelugtende stads på stranden havde. Det var jo SMUKT og inspirerende. 

Vi kom som sædvanligt hjem, godt fyldt op af gode ideer og et par dejlige vikleprøver i kurven. Gad vide hvad de bliver til. Der er mange muligheder. Og egentligt behøver det ikke at blive til andet end fantastiske minder med fantastiske veninder.

27-09-2015

Fanø Strikkefestival er vel overstået. Det sidder godt og længe i både krop, sjæl og sind. En god efterårsmedicin inden vinteren ankommer. Det har været en dejlig forlænget weekend på Fanø. Som altid velbesøgt og mere til. Men kun positive mennesker med stor tålmodighed i det tætpakkede bazartelt. Folk er indstillede på, at der er kø overalt, og søger derfor rundt i teltet og vender tilbage senere. Der var handel, inspiration og workshops over alt. Jeg selv var på en utroligt veltilrettelagt og meget lærerig workshop med Sanne Bjerregaard, også kendt som Rasmilla. Workshoppen hed "fup og fiduser". Og det var lige hvad det var. Når man som jeg har strikket i over 45år (uha) så er man efterhånden svær at imponere. Men det kunne Rasmilla altså. Sjove finurlige tricks, der gjorde mange ting lettere. Somme tider er vi gamle garvede strikkere så vant til at gøre tingene at vi glemmer at strikke "ud af boxen". Så er det godt at få et blidt men bestemt puf af sådan en dejlig underviser som Sanne.

Weekende bød jo også på dejligt selskab af mine NIRVANA-piger. Karen-Ditte har sin egen bod og Katrine var i Jespers bod med sin nye smukke bog: NIRVANA - seks stykker farverig strik. 

Bogen forhandles nu af Jesper på hjemmesiden www.beritdavidsen.dk hvor også garnet er at finde. Netop disse 2 dejlige damer er jo dem jeg tager i NIRVANA sommerhuset med, som har givet navn til denne blog. 

Så nu har den forgangne uge været en uge hvor vi har sundet os over Fanø, og næste uge skal byde på strikkeklubben "uldtotten" som hører til her i mit hjem. Og så går turen igen i weekenden til NIRVANA hvor Karen-Ditte, Katrine og jeg skal lege med strik, garn og grin.

Altså, det der liv. Det er faktisk ret OK.